Historie

 

Hermed lidt historie om GSL:

De første tanker om et spillemandslaug her i Gladsaxe opstod i midten af 70'erne. Der havde nu været optræk til det et stykke tid. Mere eller mindre løst sammensatte grupper af amatørmusikere spillede fra 1976 i " Skovbrynet" i Bagsværd og blandt disse folk og med Johan Landin (Bas Johan) som primus motor fik ideen en mere fast form. Inspirationen til det hele var tydelig nok. Ungdomsoprøret - 68 generationen stod for noget nyt. Vi skulle alle være frie og skabende og vi skulle frem for alt " komme hinanden ved", ikke den stille pardans i et mørkt hjørne af salen, Nej, alle skulle være med. Hamborg sekstur, Feder Mikkel og Den lille englænder. Det er interessant i dag at se, at de 3 store spillemandslaug, der blev stiftet i 70' erne: Østjyderne i Århus, Lirum Larum i Roskilde og Gladsaxe Spillemandslaug, stadig lever i bedste velgående. I 1977 var der stiftende generalforsamling, lauget havde 25 medlemmer og havde lokaler på Grønnegården. Lauget voksede og det var en stor dag i 1980 hvor vi kom til Laden ved Gladsaxe kirke. Det krævede meget at holde så mange sammen 40 spillemænd og der skulle jo opgaver og arrangementer til. I 1977 løb det første Aldershvilestævne af stabelen og blev en stor succes. Stævnet blev opreklameret som en skovtur for hele familien og blev det også med et besøgt af 3.000 - 4.000 glade mennesker hvert år. I 1980 købte vi et dansegulv på ca. 200 kvadratmeter, som jo fungerede fint, men som vi havde et stort mas med at få oplagret og fragtet det rundt i kommunen, hvor der var et lille rum tilovers.

Lauget arrangerede også velbesøgte danseaftener med Gammel dans på Stengårdsskolen 1 gang om måneden i vintersæsonen. Dertil kom forskellige " udespil" for diverse foreninger, handlende, private og institutioner. Der kom også gang i andre aktiviteter. Weekend ture, hvor vi tog af sted med børn og øvrige familie og spillede på torvet eller på gaden i den nærmeste større by. Vores ture til Degeberga i det østlige Skåne, hvor vi kom fast i en årrække med en kæmpegrill + mad og drikke - og naturligvis masser af dansk og svensk folkemusik hele døgnet fra tidlig morgen til solen stod op igen. I en årrække havde vi fast engagement på Korinth Kro, hvor hele lauget blev indlogeret med udespil i Fåborg og stor krofest om aftenen i krosalen, hvor vi spillede op til dans og underholdt med forskelligt. Vi deltog også i forskellige stævner og kurser rundt i landet. Især de ture, hvor vi skulle med transporteres med færger over Storebælt, Østersøen eller Øresund, vil huskes af mange med stor fornøjelse. Ligegyldigt på hvilket tidspunkt af døgnet, blev der spillet. Specielt på Bornholmerbåden om natten, var meningerne blandt publikum delte. Matroserne syntes, det var hyggeligt og kom op med en kasse øl til os. De, der havde planlagt at sove hele turen over, havde nu en helt anden opfattelse. Det bedste var naturligvis, at folk, enten det var på gaden, på færgen eller i toget dansede eller sang med.

Musikken gennem årene:

De første 5-6 år var det overvejende den danske folkedansetradition samt lidt hambo, polska og gånglåt fra Sverige, der prægede programmet, men ligesom et publikum ændrer, sig således ændrer spillestederne og de, der spiller sig også. Foruden til almindelige danseballer, spiller GSL også på mange institutioner for ældre og handicappede og det stiller naturligvis nye krav til repertoiret. På disse steder vil publikum godt høre noget, de kan nikke genkendende til og synge med på, så der skal nogle evergreens og operettemelodier til. Også inden for folkedanserforeningerne er der i de senere år kommet meget nyt på programmet, så både tango, foxtrot og quickstep er kommet på mode igen. Den helt store nyskabelse herhjemme er Square-dansen, der har fået en meget stor udbredelse - her må vi også kunne være med og vi har da også haft hele to kursus med dygtige amerikanske musikere og instruktører, og vi har med stor succes prøvet at spille for første gang til et square-dance bal. For nylig har vi prøvet at indstudere musik fra Balkan, men det kræver en meget stor indsats at få det hele til at fungere. Alt i alt må man sige, at Gladsaxe Spillemandslaug i dag har et omfattende og meget varieret repertoire, der sætter os i stand til at levere god underholdning til mange forskellige arrangementstyper. Det eneste vi savner i dag er en større tilgang af unge eller yngre spillefolk. I de sidste par år er vi derfor startet på at lave workshops i Borgernes hus i Søborg, hvor alle, der har lyst, kan komme med deres instrument og spille sammen med orkestret.

Lauget har rummet mange personligheder, jeg husker ikke selv alle men Algot Olsson, skrædderen husker de fleste. Han døde for få år siden 93 år gammel. Der går mange historier om ham, her er en. På vej til Degeberga for 12-14 år kørte Algot med mig. Jeg spurgte hvad Henny sagde til at han skulle på Weekend. Åh, hun har skældt ud hele dagen, så hun er sikkert glad for at slippe af med mig. Sven, som er her i dag boede med Algot nede i byen ville gerne hjem, men Algot var ikke til at køre træt og skulle lige spille lidt mere. Da Sven havde ventet et par timer gik han den lange tur hjem alene. Hjemme i logiet undrede værten sig over at Sven kom hjem alene, så han klædte sig på og kørte ud i parken for at hente Algot. Algot grinede og drillede Sven næste dag; ventede man blev man kørt.

Citat fra Formandeninden Anita Bondy' s tale ved Spillemandslaugets 25 års jubilæum, 20. april 2002

Frilandsmuseet Sommeren 2002