Formand Anita's tale til Erik's 100 års fødselsdag

Kære Erik

Du kan i dag fejre din 100 års dag. Hvordan så verden for 100 år siden?

Sartre blev født, Jules Verne døde, den 1. russiske revolution startede og
unionen mellem Norge og Sverige blev opløst og Norge fik sit eget kongehus.
I Danmark blev Det radikale venstre stiftet og vi havde verdenshistoriens 1. større polioepidemi.

Erik Albert Eriksson , du kom til verden i Hamborg, født af svenske forældre. Din far var snedker, kom fra Jønkøping og var draget på valsen, som var meget almindeligt dengang. Han lavede også legetøj af træ til dig og din bror Walter, så det er nok fra ham du har din fingersnilde. Hamborg er en søfartsby – om det er derfor du blev sømand ved jeg ikke, men det må have ligget i blodet, for skibe har altid interesseret dig. 

Som meget lille dreng oplevede du, siddende på mors arm, at en gammel mand opsøgte din far. Han var svensk nav med skæg næsten til knæene. Din far hjalp ham hen til den naverhule der hed Svea, hvor man hjalp ham med kost og logi. Han var på vej til Berlin til fods, han ville opsøge den tyske kejser. Silberschwan hed han og han var barndoms-kammerat med Jenny Lind, som H. C. Andersen var meget forelsket i. Sådan noget kan ske, når man bliver 100 år. 

Da du var 12 år flyttede din familie til Danmark, nærmere betegnet Amager og du gik i skole i Larslejsstræde. Hver dag løb du over broen, og hvis du var heldig kunne du blive på den, medens den kørte rundt. Der kunne du så betragte skibene som du senere modelerede både af voks, træ og gips som du bagefter støbte af bly, gammel blytråd som du fandt. Du arrangerede skibene i hele havnepartier, og du solgte også ud af skibene.

På ferie hos en skolelærer i Frejlev på Lolland, læste du Walter Christmas ”Peder Most” bøgerne, og det vakte din eventyrlyst. Du måtte simpelthen ud at sejle. Du begyndte at pjække fra skolen og løb rundt på havnen og på Langelinie, og du gik ombord på småskibene for at finde en hyre. Det lykkedes også, men så fandt din far ud af at det var en smuglerbåd og så fik han det forpurret. Dine forældre prøvede at snakke dig fra sejllysten, men for døve øren. Du havde tabt lysten til lærdom.
Din mor kendte en maskinmester i ”de forenede” og han overtalte dine forældre til at lade dig prøve.
Den 21. november 1921, 16 år gammel gik du ombord på Ålborghus som kammerdreng. Det var ugen efter en af de forenedes passagerskibe Ulvsund var forlist og gik ned med mand og mus, men det afskrækkede dig ikke. Din første nat ombord til Ålborg var meget stormfuld, du mærkede alle søsygens kvaler og du var parat til at gå i land igen, men dagen derpå mens i sejlede op af Limfjorden, hvor man kunne se land til begge sider, syntes du egentlig det var meget sjovt.

Din kaptajn der hed Eriksen, en rigtig skippertype med fuldskæg. En dag du pudsede koøjer, spurgte han dig lidt ud om dine fremtidsplaner og da du sagde du ville være kaptajn, så tog han dig under sine vinger og lærte dig sømandsskab, at binde knob og lærte dig alle navnene på de forskellige sejl. Efter 6 måneder på dampskib, hvor du var avanceret til jungmand kunne du ikke lære mere der. Så kaptajn Eriksen sagde, at hvis du ville være kaptajn skulle du først være styrmand og så skulle du ud med et sejlskib. 
Kaptajnen tog en samtale med din far, som måtte se i øjnene, at du var sømand med liv og sjæl. Man skulle dengang sejle i 4 år for at komme på søfartsskole.
I juni 1922 skulle du så ud med bramsejlsskonnerten Hejmdal som jungmand. Før afrejsen aftvang din far dig et løfte om at holde dig fra kvinder, vin og kortspil og du gav ham håndslag derpå.
Du drog så af sted til påmønstring med din køjesæk, hele børneopsparingen på 36 kr. og din barneviolin i en trekantet kasse. Du syntes det så underligt ud med køjesæk og violin, så hos en marskandiser byttede du violinen ud med en mandolin. Når skibet vippede ville det være nemmere at sidde på køjekanten og klimpre mandolin. Til violinspil skal du helst stå, hvilket du jo stadig gør. 
I var 4 jævnaldrende ombord, når I så lå i havn ville de tre andre spille kort, men du havde jo løftet til din far at holde, så trods mange drillerier holdt du ud, de tre spillede kort og du slap fri, fordi du satte dig på køjekanten og spillede mandolin, det kunne de godt lide. 
Dagliglivet gik sin gang. Kokken kan du flere historier om, men dem vil du ikke fortælle. Han var noget vild og du sagde vist også noget til ham, du syntes det var synd for pigerne. En gentleman har du altid været. Du er så blød og godhjertet, at du ikke ville fiske fordi det var synd for fiskene. 
Fra helt lille havde du været bange for at komme til vejrs, men du overdøvede angsten og satte en ære i at gøre dit arbejde godt og hurtigt komme til tops i ræerne. I tjente ikke ret meget, kun halvt så meget som de på dampskibe og det benyttede rederne sig af. I skulle også erstatte alt hvad I mistede eller ødelagde af materiel og så kan 35 kr. om måneden hurtigt få ben at gå på. Der var kun til en enkelt øl når man kom i land.

Du har fortalt at du er overtroisk. 

I Januar 1923 lå I 1 måned i havn i Swansee hvor I skulle laste kul til Odense. Det mærkelige var at i det affald som man opbevarede ombord var der ingen rotter. Der var også nogen underlige bankelyde eller tramperi fra lastrummet, kokken mente det var klabautermanden. Da I sejlede fra Swansee løb I ind i vindstille og lå med blafrede sejl. Så var der nogen ret store hvide fugle der svømmede rundt om skibet med baskende vinger. Du prøvede at fange dem, men de svømmede hele tiden uden om dig. Nu sagde kokken at det var spøgelsesfugle. Så blev du urolig. 
8 dage efter, den 28. februar 1923 syd for Færøerne løb I så ind i det stormvejr, der senere førte til Hejmdals forlis. Man rebede sejlene og lå underdrejet. Den sidste morgen purrede kokken dig på vagt kl. 7, du var ikke meget for at vågne, men så fik du smæk med din egen livrem. Du var alene fordi din vagtkammerat lå i køjen med dårlig ryg.
I var da 60 sømil fra Hanstholm. Da lød der som et tordenbrag, bølgen var væltet ind over skibet, vandet steg i kabyssen, skvalpede frem og tilbage, fyret hvæsede og slukkede. I var drivvåde, vadede i vand, alting lækkede. Skibet var bordfyldt, kokken var blevet slynget overbord, lønningen og lugerne var væk. I opgav at pumpe, redningsbådene var kvast og I må have været rædselsslagne. Med tændstikker trak I lod om hvem der skulle springe først, det blev dig. En engelsk trawler prøvede at komme til undsætning men bølgerne var for høje. En tysk tanker var heldigvis også i nærheden og du og de 5 andre blev reddede, ellers ville vi ikke kunne fejre dig her i dag, 82 år senere. Din syge kammerat døde af de kvæstelser han pådrog sig da han kom i klemme mellem de 2 skibe og du blev også klemt, så du stadig går dårligt.
I kom i land i Grimsby og søretten blev sat i Esbjerg. Din far fortalte senere at din mor havde vandret hændervridende op og ned ad gulvet den nat i forliste, hun vidste der skete drengen noget.

Som sagt, skulle man sejle i 4 år på skonnerter for at komme på navigationsskolen, 1 år som dreng, 1 år som jungmand, 1 år som letmatros og 1 år som fuldbefaren matros. 
Du sejlede med en skonnert Ludvig Bramsen med en meget flink kaptajn der hed Olsen-Hansen. Han skældte aldrig ud og nussede rundt og udskar billedrammer. Når der manglede vind, blev du sat ved stormasten med din mandolin. Du skulle spille Kom bris, kom bris, kom bare bris. I timevis. Du måtte ikke spille noget andet. Styrmanden kaldte dig en Finne (de kan nemlig trylle), og det lykkedes mange gange at skaffe vind. En gang du afmønstrede i Helsingør tog du hjem til far og mor. De sad og spillede kort og manglede lige en fjerdemand. Lillebror var blevet større og havde lært dem det. Du grinede bare og sagde at de var sandelig nogen kønne nogen. På et vist tidspunkt ville du hellere være taxachauffør, det var vist noget med en pige, men det gik over. 
Du kom ud at sejle på verdenshavene igen, kom senere på skolen og fik din styrmandseksamen i 1927. I 1928 tog du skibsførereksamen og påmønstrede den 1. december som 3. styrmand på SS Kentucky.
Du blev gift med Helene i 1936 og hun var ikke glad for at du sejlede i internationale farvande i krigstider, så du afmønstrede i 1939. Du blev så i de indre danske farvande. På Helsingnør-Helsingborg overfarten, hvorfra du gik på pension i 1972. En af dine kollegaer fra dengang er tilstede her i aften. Du og Helene fik aldrig børn, men her i aften har vi besøg af din bror Walters søn Kenn og hans sønner. I 1977 blev du desværre enkemand, men siden da har alle de orkestre du spiller i og de kor du har sunget i nydt godt af dit talent. Jeg har jo kun kendt dig i 20 år, og første gang jeg var med på udespil lokkede du mig med på værtshus, hvor vi spillede os til øllet. Det glemmer jeg aldrig, og jeg glemmer heller ikke da du og Algot spillede Aksel Øman til min fødselsdag. 
Du spiller så du glemmer tid og sted, melodierne kommer lige ud af ærmet og du får dem aldrig skrevet ned. Du siger selv at du ikke kan spille den helt samme komposition 2 gange.

Erik du kan så mange historier, så du kan tale i månedsvis. Om alt det du selv har oplevet og alt det du har hørt de mange lange timer du har stået til rors . Skipperskrøner, overnaturlige historier om klabautermanden, dødssejlere og flyvende hollændere. Sømænd har god tid til at fantasere, siger du. Jeg faldt forleden over bogen ”Styrmand Most” jeg har læst lidt i den, og jeg kan godt forstå at den rødhårede Svendborgdreng fik eventyrblodet til at rulle i dine små drengeårer
I Danmark er der kun 46 mænd, der er ældre end dig, men de er garanteret ikke så friske som dig. Tak Erik, fordi vi kender dig og kan fejre dig her i dag.
Skal vi lade Erik leve

Den evigt aktive Erik ved Aldershvile stævnet 2005